Søren Kjeldsens indstillede sin karriere på DP World Tour i slutningen af 2024 efter 27 år, og nu vil han øse ud af sin enorme viden og kendskab til touren og golf generelt, når han bliver en del af kommentatorholdet hos Viaplay. Kjeldsen blev i dag præsenteret sammen med Viaplays mangeårige Champions League vært, Peter Grønborg, som nye ansigter og stemmer på golfdækningen.
– Jeg glæder mig utrolig meget til at dele ud af min erfaring og kærlighed til golf i min nye rolle. Det er en unik mulighed at komme tæt på sporten fra en helt ny vinkel og formidle de store øjeblikke til seerne derhjemme, siger Kjeldsen i en pressemeddelelse fra Viaplay og fortsætter:
– Jeg har jo selv spillet de samme turneringer og på de samme baner, så forhåbentlig vil jeg kunne biddrage med et nuanceret indblik i de udfordringer, verdens bedste spillere møder. Golf er jo en så stor del af mit liv, at jeg naturligvis er begejstret for den store opmærksomhed, sporten får i Danmark. Her er Viaplay og holdet, der dækker golf, jo et fantastisk sted at være.
Kjeldsens første opgave bliver denne uges Hero Cup hvor hele fem danskere er med på Kontinental Europas hold, der dyster mod et hold fra Storbritanien og Irland.