Kjettrup vinder i sin debut i Canada

Kjettrup vinder i sin debut i Canada

Med runder i 63, 64, 64 og 68 slag endte Frederik Kjettrup øverst på leaderboardet på PGA Tour Americas, og vandt dermed i sin første start på touren, der nu har taget hul på den canadiske del af sæsonen.

Kjettrup lagde sig i spidsen efter anden runde, og førte med tre slag inden de sidste 18 huller. Søndag havde nordjyden dog noget sværere ved at lave de mange birdies som han havde gjort de første dage. Efter en bogey på hul 14, dagens anden bogey, var han efter  Fernandez de Oliveira fra Argentina, der leverede søndagens bedste runde. Men danskeren lukkede finalerunden af på fornemste vis.

Først en lang birdie på hul 16. Han rullede bolden i fra 14 meter, se puttet nedenfor, og så endnu en på på hul 17 og så var han et slag foran argentineren, der allerede var i klubhuset. En par på hul 18 var dermed nok for for Frederik Kjettrup, der vandt The Beachlands Victoria Open. Med sejren følger 40.500 dollars eller cirka 280.000 kroner.

Kjettrup havde, sammen med Gustav Frimodt, via college og den skaldet PGA Tour University-liste sikret sig adgang til PGA Tour Americas, og ligesom vi så med Ludvig Åberg i fjor, så er talentet hos de bedste collegespillere så højt, at de sagtens kan træde direkte ind på den professionelle scene.

Frederik Kjettrup er nu nummer ni på ranglisten hvorfra de ti bedste rykker op på Korn Ferry Tour. Der er allerede spillet seks turneringer i Sydamerika, og nu altså den første af ti turneringer i Canada. Udover de ti rykker de tre bedste fra den canadiske del af touren op, og her fører danskeren naturligvis.

Næste opgave på touren er allerede på torsdag hvor både han og Frimodt spiller ATB Classic.

Related posts

X