LIMFJORDENS PERLE

LIMFJORDENS PERLE

Af Frits Christensen.

Flere klubber har gennem tiden gjort krav på betegnelsen som Limfjordens Perle, men banen i Morsø Golfklub må være topkandidat til prædikatet – med en muslingefarm et langt par 5-hul ude i Limfjorden.

”Muslinger laver perler, når de oplever et eller andet fremmedlegeme, der generer dem inde under skallen. Så indkapsler de fremmedlegemet i perlemor, så overfladen bliver glat og fin, og fremmedlegemet ikke generer dem mere.”

(Svane)søen mellem hullerne 9 og 18 er ikke uproblematisk, når runden skal afsluttes op imod klubhuset.

Citat Tom Schiøtte, ekspert i, hvordan bløddyr som muslinger og østers er i stand til at producere perler.

I den vestlige del af Limfjorden ud for Nykøbing Mors er der udsigt til en af fjordens største muslingefarme kun et langt par 5-hul væk fra kysten netop der, hvor Morsø Golfklub har slået sig ned på Teglgårdsvej og de gamle jorder tilhørende Juelsgaard få kilometer uden for Nykøbing.

Det er nok muligt, at enkelte lokale beboere i 2008 opfattede det nuværende golfanlæg på stedet som et fremmedlegeme, men siden åbningen har det udviklet sig til en glat og finpudset perle, der med årene er vokset i popularitet i lokalbefolkningen.

Overordnet set råder Morsø Golfklub og selskabet Morsø Golfbane A/S over et fremragende anlæg med et flot klubhus og en 18 hullersbane, der lidt usædvanligt for klubber i den størrelse har mesterskabssnit over sig med hele fem teesteder og en maksimal længde på 6.210 meter fra backtee.

En håndfuld med udsigt
En lille håndfuld af hullerne har en fantastisk udsigt til Limfjorden, hvor man i klart vejr mod nordøst kan se til både Fur, Livø og Himmerland, mens udsigten mod nordvest er til Vejlerne i Hanherred og Thy længst mod vest – plus muslingefarmen naturligvis.

Green på hul 4 signalerer parkbane med den meget store og flotte blodbøg i højre side af billedet.

Selv om Morsø Golfklub er en forholdsvis ny og mindre klub med 674 medlemmer (tidligere 800), er man ikke bange for at erkende sig til elitegolf, både med hensyn til afvikling af store turneringer og uddannelse af elitespillere som eksempelvis kvindelandsholdets store talent, Sofia Kibsgaard Nielsen, der har mange store sejre bag sig. Hun har i øvrigt ikke langt til træning, da hendes fødehjem er en ejendom beliggende så centralt, at den er synlig fra flere af hullerne.

Elitesport er heller ikke fremmed for klubbens ledelse, hvor formanden, Claus B. S. Hansen, har stor erfaring som tidligere cricketspiller og tidligere formand for Dansk Cricket-Forbund gennem en halv snes år.

-Vi havde flest medlemmer – rundt regnet 800 – kort tid efter, vi tog den nye bane og klubhuset i brug i 2008. Men vi kunne godt mærke, det var indgangen til kriseårene. Vi har dog hvert år sorte tal på bundlinjen og klarer os ganske godt takket være en masse frivilliges arbejdskraft sammenholdt med tre-fire greenkeepere og en kontorhjælp, siger Claus B. S. Hansen, der også kan melde om rundt regnet 2.000 greenfee-spillere om året.

Omtumlet tilværelse
Selv om både bane og klubhus kun har godt en halv snes år på bagen, så er klubben meget ældre (38 år) og var langt fra nogen glat og finslebet perle fra starten efter en række meget svære fødselsår med først fire, så seks og ni huller, inden den befriende flytning til den nuværende placering fra Elsøvej, der gennem årene blev delt med både fodboldspillere og andre aktiviteter.

Green på hul 11 er måske det højst beliggende punkt på banen – også med udsigt over Limfjorden.

Klubbens første golfspillere var aktive i flere år, før den stiftende generalforsamling i 1981 på Hotel Bendix i Nykøbing med 36 deltagere. Faktisk var der før klubbens stiftelse et halvt hundrede personer, der trænede og spillede golf i Nordvestjysk Golfklub i Nystrup Plantage i Thy.

De to morsingboer, G. V. Jensen og Ernst Dalgaard, tog fra Thy-banens start i 1971 de mange ture over Vilsund-broen for at træne og spille i Nordvestjysk. Det fik i 1978 G. V. Jensen til at sende en ansøgning til Morsø Kommune med anmodning om etablering af nogle golfhuller ved Elsøvej. I argumentationen hed det:

“Det vil sikkert være udvalget bekendt, at golf har udøvere i alle aldersklasser, og man må jo ikke underkende værdien af og det skønne i at se en families tre generationer være fælles om en sund og helsebringende fritidsaktivitet, der stort set kan udøves hele året.”

Banedesigner trak sig
De ædle hensigter gjorde dog ikke tilstrækkeligt indtryk på ’byrødderne,’ der til initiativtagernes store skuffelse gav afslag på ansøgningen. Året efter lykkedes det dog alligevel at komme i gang ved Elsøvej med træning på fire huller – med hensyntagen til fodboldspillerne på stedet.

En arkitekt blandt klubbens egne medlemmer har tegnet dette fornemme lynshelter i den fjerneste ende af banen.

Da projekt Juelsgård blev sat i søen med en ansøgning til kommunen i 2003 om en 18 hullersbane på den nuværende placering, tog bestyrelsen kontakt til den danske banedesigner Line Mortensen, der var bosat i England. Hun er også kendt for at have designet den nye Kildebjerg-bane i Ry, hvor Søren Kjeldsen var konsulent.

Selv om klubben og Line Mortensen var langt i forhandlingerne, stillede hun så mange krav, at klubben ikke kunne honorere dem. Banedesigneren trak sig herefter fra projektet, hvorefter klubben allierede sig med banearkitekten Poul Erik Hingeberg, der færdiggjorde baneanlægget – for det meste efter Line Mortensens indledende tegninger.

Selv om det første spadestik blev taget i 2007, var klubben ikke fri for alle forhindringer. Ved de nuværende hul 6 og 7 stødte man således på imponerende bygningsværker fra fortiden i form af nogle stolpehuller, som museumsfolk mente kunne føres tilbage til vikingetiden.

Efter en del forsinkelse mistede golfklubbens formand, Poul Henning Pedersen, tålmodigheden og troppede op på rådhuset foran borgmester Egon Plejdrups kontor en morgen kl. 7 med følgende argument: ”Det kan ikke være rigtigt, at vores golfbane skal stoppes, bare fordi en viking har siddet og besørget der for 1.000 år siden.” Herefter kunne arbejdet fortsætte!

Fra park til seaside
Morsø-banen indledes med fire huller i et åbent landskab, før turen går ind mellem træerne, hvor hullerne fem og seks har karakter af park, inden udsigten fra sjette huls green over Limfjorden varsler skiftet til en seaside-bane. Den tekniske stand er overraskende god med bløde fairways og store, hurtige og faste greens.

Første hul er et par 4-hul på 350 meter fra 58-teestedet, hvor forhindringerne er et strafområde (vandhazard) i højre side af fairway, mens et par store træer kan give problemer, hvis man vil spille for sikkert i venstre side.

Andet hul par 4 på 360 meter går parallelt i modsat retning og spilles endnu længere op ad bakke, hvis vestenvinden er i spil som modvind. Herefter går det nedad igen på et voksent par 3-hul på 175 meter, hvor en voldsom græsbunker-lignende fordybning i venstre side før green kan volde problemer.

I Morsø Golfklub er man stolt af den talentfulde landsholdsspiller Sofie Kibsgaard Nielsen, hvis barndomshjem er omringet af golfbanens huller.

Selv om par 4-hullet 4 kun er 305 meter, ligger et par store fairwaybunkers strategisk drillende i højre side, hvor der også er træer i indspillet til en green i skyggen af en stor og flot blodbøg.

En vandstation mellem fjerde green og femte teested indbyder til et pitstop, inden turen går ind i parken til par 4-hullet 5 på 345 meter med en smukt beliggende green.

Det var det 475 meter lange par 5-hul 6, der kom til at forsinke banens åbning på grund af fund fra vikingetiden. Karakteristisk for hullet er træbevoksningen, der står i store klynger – og i dette tilfælde kan drille meget i indspillet til den green på banen, der byder på den bedste udsigt over Limfjorden.

Efter par 3-hullet 7 går turen til det 480 meter lange par 5-hul, der løber langs med Limfjorden – med out of bounds i højre og et hegn, der har skabt et frirum for fårehold mellem banen og stranden. Det er også her på vej op ad fairway, at man kan stoppe op og iagttage den store muslingefarm i Limfjorden, før indspillet til green væk fra fjorden.

Selv om hul 8 har index 1, virker par 4-hullet 9 på 370 meter umiddelbart som et sværere hul med en (svane)sø på højre side af fairway og et indspil op ad mod klubhuset.

Et flot lynshelter
En mindre sø er også i spil på højre side af green på det 150 meter lange par 3-hul 10, inden turen går forbi en ejendom med masser af hestevrinsk til par 4-hullet 11 med den beskedne længde på 265 meter. Efter et udslag over et moseområde går det dog op ad bakke hele vejen, så man ikke har mulighed for at se bunden af flaget.

På par 4-hullet 12 med en fairway, der skråner voldsomt ned mod et moseområde, er det altafgørende, at der drives op i venstre side af fairway.

Til højre for teestedet på par 4-hullet 13 har en arkitekt i medlemsskaren hjulpet klubben med at tegne et flot lynshelter, der falder flot ind i naturen – og i øvrigt er strategisk godt placeret i den yderste ende af banen langt væk fra klubhuset.

Par 4-hullet 14 fra banens yderste punkt kan som oftest byde på kraftig medvind fra vest, så længden på 380 meter ikke virker uoverskuelig. Til gengæld er det lidt uforståeligt, at par 3-hullet 15 er udstyret med handicapnøgle 1, men sådan er der jo så meget.

Par 4-hullet 16 på beskedne 290 meter er ikke banens bedste hul, men kan til gengæld være drilsk, hvis drivet ikke er til at spille videre på, da andet slaget ind mod green ofte vil være blindt.

Denne testspiller bekendt har banen ikke noget officielt signaturhul, men jeg vil da ikke tøve længe med at give titlen til par 5-hullet 17, der også er udstyret med index 2. Først skal drivet/udslaget være præcis ned ad bakke til et plan stykke fairway. Herefter skal man i andet slaget undgå moseområdet i venstre side, før der i indspillet skal tages hensyn til en højt beliggende green. Et fremragende golfhul, der kræver både god course management og præcise slag.

Selv om det afsluttende par 4-hul 18 på 365 meter bestemt ikke er let, så føles det næsten sådan efter at have overstået hul 17. I spil på fairway er dog (svane)søen mellem hul 9 og 18, så let er det bestemt ikke.

Efter denne spændende udfordring på en meget alsidig bane med et flot layout og god teknisk standard, er det vederkvægende at kunne nyde en øl og en håndmad (ude fra) på klubhusterrassen.

Man forstår såmænd ganske godt, at også vikingerne for så mange århundreder år siden også slog sig ned her med udsigten til Limfjorden og de indbyggede delikatesser i bølgen den blå – med eller uden perler.

Morsø Golfklub
Teglgårdsvej 24, 7900 Nykøbing Mors.
www.morsoe-golfklub.dk

Faciliteter: 18 hullersbane par 71, 6.210 meter (62), 5.750 m. (58), 5.330 m. (53), 4.885 m. (49) og 3.810 m. (38). Klubhus med proshop, driving range, indspils- og puttinggreen plus par 3-bane.

Kontingent: 5.400 kr.

Greenfee: 400 kr.

Billedetekst: Man forstår godt, at der er fundet spor efter vikingerne på hul 6, hvor der puttes ud med udsigt over Limfjorden til både Livø og Fur.

Relaterede artikler

X
---------------------------------------------------------------------------------------------- Tracking Code: Standard (Asynchronous) "Retargeting" ----------------------------------------------------------------------------------------------