Mandag blev der spillet Regional Qualifying på 15 baner rundt omkring i Storbritanien, hvorfra syv eller otte spillere fra hver bane ville gå videre til næste uges Final Qualifying på vej mod en plads i årets sidste major, The Open.
Der var i alt seks danskere til start mandag, og mest interesse var der naturligvis for Rasmus Neergaard-Petersen efter hans imponerende syvendeplads i BMW International Open. Trods en sikkert hård weekend, var det ikke til at se på danskeren, da han spillede sine 18 huller på North Hants, selv om han ventede til allersidst med at sikre sig adgangen til Final Qualifying. Han var en over par halvvejs, og i samme score efter 16 huller, men så sluttede han af med manér. Eagle på 17 efterfulgt af birdie på hul 18, og samlet to under par. Det rakte til andenpladsen alene, et slag efter spanieren David Puig, og sikkert blandt de otte, der gik videre.
Ingen af de øvrige danskere formåede at spille sig videre.
Nu venter først British Masters på DP World Tour fra på torsdag inden han på tirsdag skal spille Final Qualifying på en af fire baner i England, Skotland eller Wales. Udover de spillere der er gået videre fra mandagens Regional Qualifying, så er en lang række spillere direkte kvalificeret til Final Qualifying, men startlisten er endnu ikke offentliggjort, så hvor mange danskere der spiller med er endnu ukendt.
Thorbjørn Olesen og Rasmus Højgaard er lige nu de eneste danskere, der er kvalificeret til årets The Open på Royal Liverpool, det er de fordi de sluttede i top-30 på Race to Dubai i 2022. Udover kvalifikationen på tirsdag, er der pladser til de tre bedste, der ikke i forvejen er inde i The Open ved både denne uge British Master, Made in Himmerland samt Scottish Open.