Rasmus Neergaard-Petersen har fortsat mulighed for at vinde sin trejde Challenge Tour-sejr i år, og dermed sikre sin adgang til DP World Tour her midt i sæsonen.
Danske Neergaard-Petersen har allerede vundet i Indien og i Emiraterne og nu kan han vinde i Spanien. I dagens tredje runde var han rundt i 70 slag og faldt ned på tredjepladsen, men er fortsat kun to slag fra førstepladsen.
Finske Tapio Pulkkanen gik dagens bedste runde blandt de førende spillere, og med en 67’er har han lagt sig i front. Den langtslående finne lavede bogey på hul 2, men noterede seks birdies på de sidste 16 huller, og fører Challenge de España foran Jamie Rutherford fra England.
Rasmus Neergaard-Petersen er nummer tre sammen med fem andre spillere, og i alt er der 14 spillere inden for fem slag, så alt er åbent inden de sidste huller i morgen.
Nicolai Kristensen er næstbedste dansker som nummer 15, Hamish Brown er nummer 21, mens Jonathan Gøth-Rasmussen, Jeppe Kristian Andersen og Oliver Hundebøll er længere tilbage.