Nicole Broch Estrup klar til LPGA

Nicole Broch Estrup klar til LPGA

Det er ikke kun hos herrerne, at der kommer en mindre dansk invasion til USA. Kvinderne har fra næste år igen tre spillere med kort til LPGA. Det står klart efter sæsonens næstsidste turnering er færdigspillet.

Ved the ANNIKA leverede Broch Estrup sin bedste runde søndag i 67 slag, og avancerede til en delt 34. plads. Et hop på 22 placeringer. Dermed ender hun som nummer 95 på ranglisten, hvorfra top-100 får adgang til alle turneringer med fuldt felt i 2025. Nicole Broch Estrup havde en ikke-brugbar kategori i år, men takket været tredjepladsen i makkerturneringen Dow Championship sammen med Nanna K. Madsen i juni, blev det muligt for hende at jagte kortet til den amerikanske tour.

I alt nåede hun at spille ti turneringer og klare otte cuts, og trods de relativt lave antal, så fik hun point nok til slutte i top-100 og få en såkaldt kategori 11 på LPGA’s Priority List.

Samme kategori skal Emily Pedersen spille fra til næste år. Pedersen missede cuttet i denne uge, og formåede ikke at rykke ind i top-80 og få den bedste kategori med adgang til alle turneringer. Hun sluttede sæsonen som nummer 84.

Nanna Koerstz Madsens sæson er ikke slut endnu. Hun er efter 20. pladsen søndag nummer 37 på Race to CME Globe, og de 60 bedste spiller i den kommende uge sæsonfinale i Florida.

Related posts

X