Niklas Nørgaard har endnu ikke vundet på DP World Tour. Men det er unægteligt oppe over for den formstærke københavner.
For anden turnering i streg spillede han nemlig med i toppen af feltet, da Porsche European Open blev afviklet på Green Eagle ved Hamborg. Her endte Nørgaard på en delt fjerdeplads.
Den nye topplacering kom på baggrund af en delt andenplads ved Soudal Open, og dermed har han spillet med om sejren i to uger i streg.
I det tyske formåede Niklas Nørgaard ikke at sætte en finalerunde sammen til at afrunde en ellers stærk uge på den notorisk lange bane ved Hamborg. Den startede med en bogey, og undervejs var der to dobbelt bogeys, som amputerede søndagen for danskeren.
Trods udfordringerne var Nørgaard kun tre slag fra Laurie Canter, som vandt i -13. Der var masser af gode chancer undervejs – eksempelvis i form af et overkommeligt putt for birdie på 18. hul, som lige præcis ikke faldt i. Sejren må altså vente på den formstærke københavner.
Niklas Nørgaard kan dog glæde sig over at indkassere knap 800.000 kroner og et spring op som nummer 27 på DP World Tour Rankings.