Niklas Nørgaard var milimeter fra et omspil for seks dage siden i Belgien, i denne uges European Open er det lidt længere måleenheder, der er påkrævet på den lange Green Eagle bane ved Hamborg. The Monster kaldes den også, så på papiret passer banen til den langslående dansker.
Nørgaard spillede i lørdagens førerbold og var i par efter de første 14 huller. To birdies og to bogeys var han noteret for inden han med birdies på to af de sidste par 5-huller endte med en runde i 71 slag, to under par.
Undervejs var han ved at falde tre eller fire slag bagud, men facit inden søndagens finalerrunde er, at han blot er et slag efter Laurie Canter og Guido Migliozzi. Canter smed tre slag midt på runden, men lukkede, ligesom Nørgaard, med en birdie på hul 18.
Italienske Migliozzi stod for dagens næstbedste runde, seks under par uden en eneste bogey, og han er nu med i førerbolden søndag med Canter og Nørgaard. Det er anden søndag i træk, at Nørgaard slår sidst ud om søndagen, og den formstærke dansker er på jagt efter sin første titel på DP World Tour.
Rasmus Neergaard-Petersen er nummer 25, mens de øvrige danskere er længere tilbage.