NORSK KOMET BULDRER FREM – SPIETH FALDT SAMMEN

NORSK KOMET BULDRER FREM – SPIETH FALDT SAMMEN

Af Søren Amstrup

Dagens tredje runde af Wyndham Championship bød på et sekundært cut, og det krævede et prominent og overraskende offer. Norske Viktor Hovland fortsætter sin kurs mod toppen med endnu en fornem præstation.

Jordan Spieth lagde torsdag ud som lyn og torden, og han overnattede i top 10 efter første runde. Efter anden runde lå han på 12. pladsen, men tredje runde blev et mindre sammenbrud for den tre-dobbelt major-vinder. En dobbelt bogey på første hul blev fulgt op med en bogey på sjette, og på bag-ni noterede den 26-årige amerikaner endnu to dobbelt bogies.

Tredje runde endte for Jordan Spieth med hans blot fjerde runde i PGA Tour karrieren uden en birdie, og scoren endte med 77 slag, hele syv over par for den tidligere verdensetter. Da 82 spillere klarede fredagens cut, måtte man igen lørdag skære fra, og det kostede syv spillere chancen for at spille med søndag. Heriblandt altså Jordan Spieth. Definitionen på en skidt “moving day”.

I toppen blander den norske komet Viktor Hovland sig igen. For et år siden lå han nede som nummer 2042 på verdensranglisten, men den 21-årige nordmand har grebet chancen og slået kapital af de sponsor-invitationer han har fået. I 2018 vandt han US Amateur Championship, og det gav blandet andet invitation til The Masters, hvor han endte på en delt 32. plads og US Open, der gav en 12. plads. Derfor og qua fem top 20 placeringer, er han nu oppe som nummer 219. I denne uge har han gået runder i 66, 66 og 64 slag, og Hovland er 14 under par. Det rækker til en delt femteplads, tre slag fra føringen.

Læs også: Sydafrikaner trækker fra i British Women’s Open

Førstepladsen indtages nu alene af sydkoreanske Byeong Hun An, der gik sin tredje runde i fire slag under par. An er 17 under samlet, og han fører med et slag til Webb Simpson og Brice Garnett. Ryan Armour er alene på fjerdepladsen i 15 under.

Du kan følge finalerunden på GolfTV, og leaderboardet kan studeres her.

Relaterede artikler

X
---------------------------------------------------------------------------------------------- Tracking Code: Standard (Asynchronous) "Retargeting" ----------------------------------------------------------------------------------------------