OVESEN OG 50-ÅRIG LEGENDE IMPONERER

OVESEN OG 50-ÅRIG LEGENDE IMPONERER

Af Peter Skott Carlsen.

Martin Ovesen har igennem lang tid kæmpet for at komme tilbage fra en skade, men efter at have misset cuttet de sidste to uger, viste han høj klasse på førstedagen af Dimension Data Pro-Am, hvor Ernie Els imponerede endnu mere.

Dimension Data Pro-Am har altid været en prestigefyldt og populær turnering på Sunshine Touren, og man har altid præsenteret stærke feltet. Således også i år hvor turneringen også er en del af Challenge Touren. Turneringens helt store navn er Ernie Els, der trods en alder på 50 år gik en fantastisk bogeyfri runde i 64 slag (-8), der placerer ham på en tredjeplads. Han var dog ikke den eneste sydafrikaner, der spillede fantastisk golf på åbningsrunden. Verdens nummer 60 og Europa Tour spilleren, Christiaan Bezuidenhout, var nemlig bedst af alle med en runde i -11.

– Læs mere: Fornuftig start for dansk duo i Australien

Turneringen bliver spillet på Fancourt Golf Estate, der altid regnes blandt de bedste baner i Sydafrika, og der spilles på tre forskellige baner, hvorfor der først er cut efter 54 huller. Martin Ovesen spillede sin åbningsrunde på Outeniqua, og det gjorde koldingenseren så godt, så han kunne skrive under på 67 slag (-5) og en 18. plads. Martin Simonsen (-1) og Nicolai Højgaard (+5) er de andre danskere i feltet, og de var begge rundt på Montagu.

Der er i denne uge tale om slags major på Challenge Touren, for præmiesummen lyder på hele 400.000 dollars, så derfor er det den næststørste turnering i sæsonen. Forhåbentlig får vi danskere at se i finalerunden, så de kan få vigtige point til ranglisten og kampen om oprykning til Europa Touren.

Dimension Data Pro-Am, leaderboard.

Relaterede artikler

X