PENGEREGNEN FORTSÆTTER VED WOMEN’S OPEN

PENGEREGNEN FORTSÆTTER VED WOMEN’S OPEN

Igen i år stiger pengepræmien ved AIG Women’s Open. Den europæiske majorturnering for kvinder rammer nemlig 7,3 millioner dollars i samlet præmiesum i år – svarende til 53,5 millioner kroner.

Det skriver R&A i en pressemeddelelse.

Det er en stigning på 26 procent fra 2021, og det er mere end en fordobling siden 2018, hvor den lå på 3,25 millioner dollars. Den markante investering i turneringens præmiesum kommer særligt fra titelsponsoren AIG, der også lægger navn til turneringen i denne uge, hvor den bliver slået i gang torsdag på Muirfield i Skotland.

Det betyder også, at vinderen modtager knap 1,1 millioner dollars – omkring otte millioner kroner. Dem er Nanna Koerstz Madsen, Emily Pedersen og Nicole Broch Larsen alle med til at kæmpe om. Den danske trekløver er nemlig samlet, efter sidstnævnte erobrede en plads ved turnering efter kvalifikationsturneringen tidligere på ugen.

Til sammenligning ligger den samlede præmiesum for herrernes pendant, The Open, på cirka 14 millioner dollars. Der er altså fortsat et stykke op til mændene.

Related posts

X