RASMUS HØJGAARD DEBUTERER PÅ PGA TOUR

RASMUS HØJGAARD DEBUTERER PÅ PGA TOUR

Der er to danskere med på PGA Tour i denne uge, hvor både Højgaard og Bjerregaard er rejst til ferieøen Bermuda og Bermuda Championship. For Rasmus Højgaard bliver det hans debut på verdens stærkeste tour, mens det for Lucas Bjerregaard er sæsondebut på PGA Tour. 

Hele turneringen kan ses på GOLFTV og Eurosport 2 med danske kommentatorer. Det skriver Discovery i en pressemeddelelse.

Danmarks højst rangerede golfspiller i verden, Rasmus Højgaard, får torsdag sin debut på PGA Tour når han stiller til start på Bermuda. Ramus Højgaard har fået en invitation til turneringen og glæder sig til at spille med på PGA TOUR.

– Det bliver sjovt at komme over og prøve kræfter med PGA TOUR, og teste mig selv på det niveau, fortæller Rasmus Højgaard til GOLFTV.

Bermuda Championship blev spillet første gang år, og dengang lå den overfor en WGC turnering. I år er det en ”fuld” turnering på PGA TOUR med forhøjet præmiesum og 500 FedEx Cup point til vinderen samt alle de fordele, der følger med at vinde på PGA Tour som for eksempel en plads i The Masters i 2021.

Sidste år vandt Brendon Todd og indledte en måned, der bød på to sejre og en andenplads. Todd er selvfølgelig klar til sit titelforsvar, der udover danskerne, betyder kamp mod Henrik Stenson, Danny Willet, Will Zalatoris og Ryder Cup kaptajn Padraig Harrington for blot at nævne et par stykker.

Bermuda Championship bliver den første ”postcorona” turnering, hvor man tillader tilskuere på banen, og selv om der ikke bliver lukket mange ind hver dag, så bliver det en uge, hvor der for første gang i lang tid kommer en smule stemning omkring spillet.

The Bermuda Championship kan følges på GOLFTV og Eurosport 2

Fra fredag til søndag sender GOLFTV live fra PGA TOUR Champions lige efter sendingen fra Bermuda. Det er sæsonens næstesidste turnering på PGA TOUR Champions og Ernie Els fører Charles Schwab pengelisten foran Bernhard Langer, og de to er naturligvis til start sammen med bl.a. Jim Furyk og Miguel Angel Jimenéz.

Relaterede artikler

X