Rekord: Chilener gik 57’er på touren

Rekord: Chilener gik 57’er på touren

De fleste af os kan huske, da Jim Furyk gik en runde i 58 slag og slog sig ind i rekordbøgerne. Nogle få ved måske, at irske David Carey i 2019 gik en runde i 57 slag på third-level-touren Alps Tour.

Sidstnævnte blev også den laveste, registrerede score i en professionel turnering.

Den rekord må Carey nu dele med chilenske Cristóbal del Solar, der spillede første runde af Korn Ferry Tour-turneringen Astara Golf Championship i Columbia i samme imponerende antal slag. Han var dermed 13 slag under par på par 70-banen Country Club de Bogotas Pacos Course.

Runden indebar utrolige ni birdies foruden to eagles – endda en på par 4-hullet 9, som måler 300 meter.

Det er nok første gang, du hører om Cristóbal del Solar. Han har nemlig primært begået sig på tours som PGA Tour Latinoamerica og PGA Tour Canada, efter han i 2017 forlod Florida State Univeristy og turnede professionel. I dag har han hjemme på den amerikanske udviklingstour, Korn Ferry Tour, som ligger under PGA Tour.

Den laveste runde på Korn Ferry Tour, som tidligere gik under navnet Web.com Tour, var tidligere 58 slag. Den stod tyske Stephan Jäger for i 2016. Dermed er det den laveste runde nogensinde spil under amerikanske PGA.

Uagtet den flotte præstation var der masser af lave scores på netop Pacos Course, der er den ene af de to baner, som Astara Golf Championship afgøres på. Med sine 6254 yards måler banen altså ikke meget mere end 5700 meter, hvilket svarer til en almindelig, dansk bane fra herretee.

Det var altså under de rette omstændigheder, at Cristóbal del Solar slog til og skrev verdenshistorie.

Related posts

X