RIGMÆNDENES LEGETØJ

RIGMÆNDENES LEGETØJ

Af Frits Christensen

Great Northern i Kerteminde er det seneste af flere golfprojekter i Danmark skabt af rigmænd, der har råd til at investere – men tilsyneladende uden sikkerhed for, at pengene kommer hjem igen.

Da det eksklusive golfresort Great Northern i Kerteminde åbnede i juli, var det seneste skud på stammen af golfprojekter, etableret af danske rigmænd placeret højt på listen over danske velhavere.

Bag Great Northern står Thomas Kirk Kristiansen som repræsentant for Danmarks rigeste familie, Lego-familen, med en formue på 166 milliarder kroner ifølge en opgørelse for nylig fra Dansk Aktie Analyse og offentliggjort i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Intentionerne er selvfølgelig, at også Great Northern skal blive en rentabel forretning, men det kan have lange udsigter at dømme efter de erfaringer, som er gjort af andre formuende danskere med investeringer i golfprojekter.

Golf og heste

Great Northern ligger i Thomas Kirk Kristiansens eget holdingselskab Kirk og Kirk, der også rummer selskabet bag stutteriet Kirk Arabians, der i det seneste regnskab havde et minus på 18 mio. kr.

I selskabet bag Great Northern-golf er underskuddet i det seneste regnskabsår reduceret fra 82 mio. kr. til 40 mio. kr., mens et andet selskab bag hoteldelen og restauranten i klubhuset har reduceret underskuddet fra 49,6 mio. kr. til 25 mio. kr.

Etableringsfasen har naturligvis været en kostbar affære, og en stor del af underskuddene forklares da også med nedskrivninger på henholdsvis 21 og 22 mio. kr.

”Selskabets etablering af golfanlægget har i etableringsperioden været udsat for forsinkelser og uforudsete udfordringer, der har grebet forstyrrende ind i projektets fremdrift,” skriver ledelsen i regnskabet ifølge Jyllands-Posten.

Samlet set har Thomas Kirk Kristiansen aktiver i holdingselskabet Kirk og Kirk for 1.272 mio. kr.

Målet er overskud

Ifølge Dansk Aktie Analyses opgørelse i Jyllands-Posten ligger Lars Larsen med Jysk-koncernen på en ottendeplads med en estimeret formue på 31 mia. kr. Andre opgørelser har Lars Larsen placeret som Danmarks fjerde rigeste.

Dyne-kongens investeringer i nybyggeri og renovering i Himmerlands Golf & Spa Resort over de seneste år ligger formentlig i størrelsesordenen 150-200 mio. kr., men skal ses som en investering i internationalt potentiale med European Tour-turneringen Made in Denmark som den markedsføringsmæssige løftestang.

Selv om golfsporten er hans hobby, lægger Lars Larsen ikke skjul på målet, der er at vende de seneste års regnskabsmæssige underskud til overskud for golfresortet.

Århusiansk rigmand

Hvis man holder sig til Dansk Aktie Analyses seneste opgørelse, finder man på en 32. plads navnet ”Bohnsen – Unifeeder,” der dækker over den århusianske rigmand Peter Bohnsen, der i 2007 solgte rederiet Unifeeder til den engelske kapitalfond Montagu Private Equity. Ifølge opgørelsen skulle Bohnsen-familien være god for 3,7 mia. kr.

Initiativet til Lyngbygaard Golf blev i 2004 taget af den første direktør, Flemming Vennekilde og forretningsmanden Lars Kjær med bl.a. godsejeren Niels Jørgen Bønnelykke som medlem i kredsen af de første investorer.

Men siden 2011 har Peter Bohnsen stået som eneaktionær i Lyngbygaard Golf, hvor den samlede investering har været på 85 mio. kr. Det kniber dog stadig med at nå det budgetterede medlemstal og dermed overskud på driften.

Microsoft-milliarder

Investeringen var noget højere – formentlig i nærheden af 400 mio. kr. – da de tidligere ejere af Navision, Jesper Balser, Torben Vind og Peter Bang erhvervede det gamle militærareal på 200 hektar, som Farum Kaserne havde brugt til øvelsesområde.

Navision-salget til giganten Microsoft indbragte 11 mia. kr. Til gengæld blev der heller ikke sparet på noget, da det amerikanske arkitektfirma Robert Trent Jones blev bedt om at anlægge de to 18 hullersbaner Old Course og New Course, mens den berømte københavnske arkitekt Henning Larsen tegnede det eksklusive klubhus.

Lussing til Lübker

Det var samme arkitektfirma, der stod bag de tre 9 hullers sløjfer på Lübker Golfresort, der blev taget i brug i det begyndende kriseår 2008 – og siden har haft store økonomiske problemer i flere omgange.

Initiativtager til og investor bag det stort anlagte golfresort på Djursland var Poul Anker Lübker, der var vendt hjem fra den spanske solkyst, hvor han havde tjent gode penge i det danskejede byggefirma VTP Holding – men siden måtte afskrive 60 mio. kr. i forbindelse med en økonomisk rekonstruktion.

Relaterede artikler

X