RUNGSTED PÅ NORSK

RUNGSTED PÅ NORSK

Af Jens Christensen

Norges førende olieby, Stavanger, byder på et flagskib blandt norske golfbaner.

Mange syddanske golfspillere drager sydpå – til Nordtyskland – når de holder korte golfferier i enten sommer eller efterår.

– Læs mere: Årets Klub og Ildsjæl

Til gengæld sætter mange nordjyder kursen nordpå – til Sydnorge – når de ønsker anderledes golfoplevelser end de nordjyske. Ikke mindst Norges olieby nr. 1, Stavanger, byder på golfmæssige udfordringer, idet byen trods færre end 150.000 indbyggere har hele fire golfbaner – med Norges næstældste 18 hullers-bane i Stavanger Golfklubb som det absolutte flagskib.

Så natursmukt tages Stavanger Golfklubbs 3. hul, par 3, sig ud på kanten af søen Store Stokkavatn.

Stavanger Golfklubb blev stiftet i 1959 og kunne altså i 2019 fejre 60 års-jubilæum, og siden banen i 1963 blev udvidet fra 9 til 18 huller, har klubben spillet en fremtrædende rolle i norsk golf.

Det skyldes først og fremmest, at de skiftende klubbestyrelser har haft både visioner og beslutsomhed, som har ført til stadig udvikling. Alene indenfor de seneste 20 år er banen således totalrenoveret for 40 millioner norske kroner, så den kan matche kravene til nutidens mesterskabsturneringer.

Dansk initiativtager
Foreløbig har den smukke skovbane ved søen Store Stokkavatn i

velhaverforstaden Hafrsfjord kun fem kilometer vest for Stavangers centrum huset både nordiske og norske amatørmesterskaber, Norwegian Open Championships og European Ladies Championships.

Det var egentlig meningen, at Stavangers første golfbane skulle have ligget på et fladt areal bag klitterne ved det kendte Sola Strand Hotel, med adresse på Axel Lunds Veg – opkaldt efter den mangeårige danske ejer af strandhotellet. Han var golfinteresseret og derfor ivrig fortaler for den 18 hullers-bane, som en engelsk banearkitekt, George Duncan, tegnede i 1946 på initiativ af en lokal shippingmand med engelske forretningsforbindelser, der jævnligt kom til Stavanger og snakkede om golf.

Norsk klassiker
Banen forblev dog på tegnebrædtet, fordi bl.a. forsvarsministeriet mente, at det flade område egnede sig bedre til en flyveplads. I dag ligger pudsigt nok en anden golfbane, Solastranden, på en del af området – med Stavanger Lufthavn som nabo. Stavanger har også to andre golfbaner, Sola, i industriområdet Forus mellem Sola og Sandnes, og Bærheim i Sandnes.

Aflivningen af den første plan i Stavanger Golfklubb kølnede entusiasmen hos forkæmperne for en tid, men i begyndelsen af 1950’erne dukkede drømmen om en golfbane op igen i en større vennekreds, der bad om hjælp hos Stavanger kommune. Denne foreslog straks området ved Store Stokkavatn, et forslag, der omgående blev takket ja tak til.

Det er ikke mange ændringer, banen har gennemgået, siden den engelske arkitekt Fred Smith tegnede den tilbage i 1955, og derfor hører den til klassikerne i norsk golf. Det vil sige, at den kan sammenlignes med Rungsteds position i dansk golf.

Fremragende par 3
Det bedste hul af alle på Stavanger-banen, 3. hul, par 3, ud til Store Stokkavatn figurerede dog ikke på Fred Smiths banetegning, men kom først til i 1960 på initiativ af to lokale ildsjæle.

De så rigtigt ved at placere teestedet på en knold beliggende ni meter højere end green på en stenopdæmmet halvø, der rager ud i Stokkavatn – på den fjerne siden af en bred, tværgående kanal. Vindretningen og -styrken spiller en stor rolle, for skoven giver læ langs hullets venstre side – i modsætning til søen i højre side. Den aflange green er tilmed garderet af tre bunkers, så selv de bedste spillere vil være tilfredse med en par på dette fremragende golfhul.

Et andet par 3 -17. hul – kræver også et modigt og præcist teeslag, fordi en større sø lurer til venstre for green og en diagonalgående kanal foran greenen. Generelt har hullerne forholdsvis smalle fairways og hurtige, ondulerede greens – med store præcisionskrav til både drives og indspil. Ligesom i danske Rungsted Golf Klub.

Billedetekst: Det var på eksklusive Sola Strand Hotel, at den danske ejer Axel Lund i sin tid tog det første initiativ til en golfbane i Stavanger.

Relaterede artikler

X