Sejren glippede for Emily Pedersen i USA

Sejren glippede for Emily Pedersen i USA

Emily Pedersen førte med tre slag inden de sidste 18 huller af The ANNIKA i Florida, og de første tre dage havde hun stort set ikke lavet en fejl. Lørdag var hun bogeyfri, og givet sig selv det bedst mulige udgangspunkt for karrierens første sejr på LPGA Tour.

Desværre blev det ikke til hendes første sejr. Føringen på tre slag blev hentet af Lilia Vu på hul 6, da amerikaneren lavede sin tredje birdie samtidig med at Emily Pedersen havde lavet par på de seks første huller. Lilia Vu er nummer to i verden, og har vundet to majors alene i år, så det var ikke hvem som helst den 27-årige dansker spillede med i førerbolden.

Pedersen kom bagud efter bogeys på hul 8 og 11, og det var både løse drives og for uskarpe approachslag. der kostede i dag. Læg dertil at de putts hun rullede de foregående dage blev oppe i stedet for at falde i. Par-5 hullet 14. udnyttede hverken Pedersen eller Vu, men til gengæld fik amerikaneren birdie på både hul 15 og 16, og slog et hul på tre slag til Pedersen.

Med sejren uden for rækkevidde var der stadig vigtige point på spil for Emily Pedersen, der med en delt andenplads ville rykke fra 80. pladsen og ind blandt de 6o, der kommer med i næste uges Tour Championship. Desværre sluttede hun turneringen med ugens eneste dobbeltbogey. Fra fairwaybunkeren endte hendes approachslag i vandet, og sekseren på hul sendte hende fra anden- til femtepladsen. Det blev til en runde fire over par uden en eneste birdie på scorekortet.

De tre placeringer betyder, at hun blot avancerer til en 70. plads, så trods årets bedste resultat på LPGA Tour, og hendes bedste placering i USA nogensinde, så er sæsonen slut for hende. 70. pladsen betyder, at 2023 er hendes bedste år på LPGA, og hun begynder 2024 med fuldt kort og adgang til alle turneringer.

Nicole Brocch Estrup avancerede til en 46. plads efter en runde to slag under par.

Related posts

X