Emily Pedersen ankom søndag sammen med resten af det europæiske Solheim Cup-hold til Finca Cortesin, hvor Solheim Cup spilles fra på fredag. Sidste uge brugte hun hjemme i Danmark, hvor planen var hun skulle forberede sig sammen med sine trænere og blive helt klar til den opgave der venter i det sydlige Spanien.
Desværre blev det en stresset og lettere kaotisk uge for den 27-dansker. Hendes vigtigste redskab, hendes golfkøller, var nemlig ikke med flyet, da hun rejste fra USA forrige søndag. Derfor måtte hun nøjes en par gamle wedges, en gammel putter samt en låne-putter fra en proshop.
– Det var alt andet end optimalt. Jeg har nogle specielle skafte, som Titleist ikke havde på lager, så jeg kunne ikke få bygget et nyt sæt med det samme, fortæller Emily Pedersen.
Derfor blev meget af ugen brugt på at tale med kundeservice i Newark-lufthavnen samt træning med de køller, hun nu havde.
– Jeg havde et 6-jern med et andet skaft, så jeg har fået slået bolde, men jeg kunne jo ikke bruge Trackman-data til noget som helst, så det var mere bare for at slå fulde slag, at jeg brugte det, siger hun.
Heldigvis er køllerne nået frem. Dagen før afrejse til Spanien ankom de til København, så Danmarks deltager på holdet er helt klar og forventer at bruge lidt ekstra tid på rangen mandag sammen med sine 14 golfkøller.
Solheim Cup spilles fra fredag til søndag og kan ses på Eurosport 2 eller Discovery+ fra klokken 8 de første dage og klokken 11 søndag.