SVENSK BANEREKORD I AALBORG – OLIVER SUHR OG JEPPE HULDAHL I TOP-5

SVENSK BANEREKORD I AALBORG – OLIVER SUHR OG JEPPE HULDAHL I TOP-5

Af Pressemeddelelse.

Både Oliver Suhr og Jeppe Huldahl fik en fremragende start på Thisted Forsikring Championship og i henholdsvis seks og fem under par er de begge i top-5 efter førstedagen. Helt i front slettede Joakim Wikström John Hahns banerekord, da han torsdag skød 63, otte under par. 

Thisted Forsikring Championship er første tællende turnering til Nordic Golf League siden marts, og spillerne havde i den grad samlet sammen til et brag af en opstart. På Aalborg Golf Klubs ellers krævende golfbane leverede feltet den ene superrunde efter den anden.

Bedst af alle var svenske Joakim Wikström, der med en runde i otte under par satte ny banerekord. Den forrige banerekord tilhørte John Hahn og blev sat under Made in Denmark Challenge i 2016.

Både tyske Benedict Staben og svenske Mikael Lindberg kom rundt i 64 slag (-7) og sidstnævnte Lindberg er nu klar til sin femte førerbold i træk. En uhørt præstation der siger lidt om den langtslående svenskers niveau netop nu.

Oliver Suhr bedste dansker efter 65er – Huldahl dufter tredje sejr
På fjerdepladsen i seks under par tegnede Oliver Suhr sig for dagens bedste danskerpræstation efter en bagni der indeholdt hele seks birdies. Jeppe Huldahl er blot et slag efter Suhr og i fem under par på en femteplads har han i højeste grad sæsonens tredje sejr indenfor rækkevidde, når det skal afgøres fredag.

– Der er stadig en runde tilbage. Lige nu er jeg bare glad for at have spillet en god runde, og jeg håber naturligvis, at jeg kan gå en god én igen i morgen, siger Huldahl efter runden.

– Spillet er i perioder rigtigt fint, og i andre perioder falder det lidt sammen. Det gælder egentlig alle facetter. Mod slutningen var det ren overlevelse, og jeg begyndte at tabe bolden i højre. Heldigvis fik jeg – trods en bogey på 16. hul holdt godt sammen på det, forklarer Huldahl, inden Aalborgs mesterskabsbane får ros.

– Den er rigtigt fin, og den står knivskarpt. Den kan de godt være stolte af heroppe, roser Huldahl, inden turen går til driving rangen.

– Jeg skal lige se om jeg kan finde den fornemmelse jeg havde på de første 13 – 14 huller af dagens runde, slutter Huldahl.

Ligeledes på femtepladsen finder vi Alexander Wennstam, der er forsvarende mester i denne uge. Fredag kan han gentage triumfen fra 2019, hvor han henviste Elias Bertheussen til andenpladsen.

Lokal helt leverede flot runde
Den lokale amatør og nykårede Danmarksmester, Hamish Brown leverede en fin første runde. Dagen startede ellers skidt, men da Brown var fem under par på de sidste 10 huller, kunne han skrive under på en 68er (-3). Det rækker til en tredjeplads efter første runde.

I 2019 blev Hamish Wiliam Brown bedste dansker ved Thisted Forsikring Championship på hjemmebanen i Aalborg. Nu har han øjnene stift rettet mod et nyt topresultat.

Thisted Forsikring Championship afvikles over 36 huller, og derfor skal det hele allerede afgøres fredag. Du kan følge med hul for hul hele dagen.

Se stillingen inden fredagens finalerunde her.

Relaterede artikler

X