TÅRERNE FIK FRIT LØB, DA BROBERG SEJREDE IGEN

TÅRERNE FIK FRIT LØB, DA BROBERG SEJREDE IGEN

Kristoffer Broberg har skullet vente 2135 dage på sin anden European Tour sejr, der kom i hus søndag.

For 2135 dage siden vandt svenske Kristoffer Broberg BMW Masters. Det var i år 2015, hvor han vandt foran Patrick Reed.

Siden da er fulgt et hav af skader, der har betydet, at den nu 35-årige svensker ikke engang har hentet en top 10 placering på European Tour siden den sejr i 2015. Han har blot spillet 11 turneringer i perioden 2018 til 2020 efter problemer med både hofte og knæ.

Men søndag sluttede ventetiden, da Broberg holdt stand og løb med Dutch Open sejren.

Svenskeren startede dagen med en otteslags føring, der hurtigt blev udvidet til ni slag, da han lavede birdie på første hul. Broberg var dog blot i par for runden efter de første ni huller og langsomt blev føringen skåret endnu mere ned. På 11. hul var han i store problemer men chippede i udefra for en bogey, der holdt den helt store katastrofe fra døren.

Det var især tyske Matthias Schmid, der lagde pres på Broberg i førerbolden. Han var fem under efter ni huller og cuttede føringen ned til blot to slag en overgang. En dobbeltbogey til Schmid på 13. havde dog den effekt, at det reelt bare var sådan, at Broberg skulle holde skruen i vandet.

Han havde således tre slags føring inden 18. hul. Tre slag og to putts gav en par på sidste hul.

– Jeg er glad nu, men jeg spillede dårligt hele dagen og følte mig ikke komfortabel over bolden, men jeg er glad lige nu, sagde Broberg, da han blev fanget lige efter at have holet det vindende putt.

Og så fik følelserne ellers frit løb for den hårdt prøvede svensker, der havde svært ved at finde de rette ord.

Desværre formåede Marcus Helligkilde, der var tredje mand i førerbolden, ikke at presse svenskeren. Der var også langt op for Helligkilde, der startede dagen i 15 under og hele otte slag efter Broberg. For ni blev præget af en trippelbogey 8’er på par fem hullet syvende og en dobbelt bogey på 14. hul, der betød, at danskeren faldt tilbage til en delt 12. plads i samlet 12 under.

Joachim B. Hansen fik spillet sig til en delt 22. plads efter en finalerunde i to under par. Benjamin Poke slutter som nummer delt 47. i fem under samlet, hvilket er et slag bedre end Martin Simonsen, der slutter som delt nummer 50.

Se stillingen fra Dutch Open her

Niklas Nørgaard Møller sluttede som delt 42 ved Hopps Open de Provence på Challenge Touren.

Se hvordan det endte i Frankrig her

Related posts

X