TILFREDS THORBJØRN: SKAL UD OG LAVE NOGLE FUGLE I MORGEN

TILFREDS THORBJØRN: SKAL UD OG LAVE NOGLE FUGLE I MORGEN

Af Nicolai Jaquet
Det var en tilfreds Thorbjørn Olesen, der efter tredje runde ligger lunt i svinget ved Made in Denmark.

En solid runde i 65 slag og en samlet score i 10 under par. Det er status for Thorbjørn Olesen efter tredje runde af Made in Denmark.

Den 26-årige dansker var også godt tilfreds efter dagens runde, hvor han især lagde vægt på, at driveren var godt skruet på.

– Den kunne have været rigtig lav. Seks under er selvfølgelig en god score. Det er helt sikkert, og jeg synes jeg spillede godt. Gav mig selv en masse chancer, og holdt bolden godt i spil. Jeg ser frem til i morgen, og glæder mig til at komme ud og få nogle flere ‘fugle’, og forhåbentlig kunne være med om at vinde på de sidste huller, sagde Thorbjørn Olesen efter runden til TV2 Sport.

Stemningen var god på Himmerland i dag, hvor vejret artede sig, og der var dejligt lunt på det normalt vindblæste anlæg. Thorbjørn spillede sammen med englænderen Matt Wallace, og det var en seværdig bold.

– Ja, det er fantastisk hele vejen rundt. Tror også, det var en god bold for dem at følge. Matt (Wallace red.) får holet nogle gode putts, og jeg holer også et par stykker der på de sidste ni. Jeg tror, det var sjovt at kigge på, for vi havde begge en rigtig god runde.

Især Himmerlands 16. hul er blevet berømt for sin stemning og de mange tilskuere. Thorbjørn trak en massiv folkemængde til, og han kvitterede også for opbakningen med en birdie.

– 16. er utrolig med så mange mennesker, og det er altid dejligt at lave en birdie der. Jeg prøver stadig at holde hovedet nede og koncentrere mig om mit spil. Det er nemt at blive revet med af stemningen, når der er så mange mennesker. Især i Danmark. Jeg prøver at holde mig i zonen, og måske ikke koncentrere mig så meget om, hvad folk de siger, men fokusere på at spille god golf, sagde Thorbjørn Olesen.

Han turde ikke give et bud på en mulig vinderscore, men fortalte at han håbede scorebetingelserne bliver ligeså gode i morgen, som de var i dag.

Related posts

X