To danskere kvalificerer sig til The Open

To danskere kvalificerer sig til The Open

Tirsdag blev der på fire baner spillet om 20 pladser i The Open, der begynder om to uger. Fem pladser på hver bane, og syv danskere havde taget turen til henholdsvis England og Skotland for at spille med i kvalifikationen over 36 huller.

To af de syv klarede skærene og til The Open på Royal Portrush i Nordirland. Jacob Skov Olesen spillede med i The Open sidste år som amatør efter hans sejr i The Amateur Championship, og i år spiller han med efter han sluttede på en delt andenplads på Burnham & Berrow sammen med Harry Hall, der til daglig spiller på PGA Tour. De sluttede et slag efter Justin Walters fra Sydafrika.

Skov Olesen åbnede med en runde seks slag under par og var på en delt førsteplads, men anden runde blev mere nervøs. Tre bogeys men heldigvis også fem birdies, og dermed sikkert videre til sin anden The Open og første som professionel.

På samme bane sluttede Alexander Frances på en delt 10. plads, fire slag fra et eventuelt omspil om den sidste plads. Jonathan Gøth-Rasmussen var efter første runde i 68 slag i spil til en plads i The Open, men leverede en skuffende anden runde i 80 slag og sluttede langt fra top-5.

John Axelsen spillede solidt over begge sine runder. To gange 70 slag var nok på Royal Cinque Ports. Fire under par gav ham femtepladsen alene blandt andet foran Erik van Rooyen og far og søn Poulter, Ian og Luke. Det bliver Axelsen debut i en major.

På samme bane trak Rasmus Neergaard-Petersen sig midt i anden runde, da hans mulighed for at kvalificere ikke længere var til stede. Han har stadig mulighed for at komme med i The Open via Race to Dubai-ranglisten. Det kræver et godt resultat i Tyskland i denne uge eller i Skotland i næste uge.

Amatøren Kristian Bressum fik en plads i kvalifikationen via sit EM sølv i lørdags, og han var på syvendepladsen bare et enkelt slag fra et omspil om en plads, og bare to slag fra at kvalificere sig til årets sidste major.

John Axelsen og Jacob Skov Olesen tilslutter sig Rasmus Højgaard, Thorbjørn Olesen og Niklas Nørgaard, der er kvalificeret via deres placering på sidste års Race to Dubai-rangliste.

Related posts

X