Oakmont har vist sig som den vanskelige test alle havde regnet med, og har udfordret verdens bedste golfspillere de første dage af US Open. Efter de første to runder er blot tre spillere under par, og flere store navne er på vej hjem inden weekenden. Ludvig Åberg, Wyndham Clark og den forsvarende mester Bryson DeChambeau formåede ikke at klare cuttet i syv slag over par. Der er enkelte spillere, der mangler at spille sidste hul i anden runde, men cuttet ligger fast.
Det gjorde til gengæld tre af de fire danskere. Og det er rekord for US Open. Aldrig har tre danskere klaret cuttet i i samme udgave af det 125 år gamle mesterskab. Rasmus Neergaard-Petersen er nummer 12, Rasmus Højgaard nummer 23 og Niklas Nørgaard nummer 45. Thorbjørn Olesen sluttede desværre anden runde med en dobbelt bogey, og missede cuttet med et enkelt slag. Dermed har han endnu til gode at klare cuttet ved US Open.
Neergaard-Petersen er tre over par, og tre slag efter Adam Scott på fjerdepladsen, og blot seks slag efter Sam Burns, der leverede ugens bedste runde, 65 slag, fredag, og fører med et enkelt slag foran JJ Spaun, og to slag foran Viktor Hovland.
Neergaard sluttede, ligesom Olesen, på hul ni fredag med en en dobbelt-bogey, og det var to dobbelt-bogeys på hul 3 og hul 9, hans 12. og 18. hul for dagen. der sendte ham ud af top-10.
Rasmus Højgaard havde det også svært på banens for-9, hans sidste ni fredag, hvor han noterede fem bogeys og en enkelt birdie. Højgaard er et slag efter sin navnebror inden lørdagens runde.
Niklas Nørgaard var bedste dansker fredag. Efter en åbningsrunde i seks over par skulle han levere en god runde, og det var præcis hvad han gjorde. Han åbnede med tre birdies på de første fire huller, og sluttede i par. Dermed klarede han cuttet for første gang i en major.