Sofie Kibsgaard Nielsen får en god præmiecheck med hjem fra Houston uanset hvordan det går i søndagens finalerunde af Aramco Houston Championship. Kibsgaard var nemlig en del af det vindende hold i den holdturnering, der sluttede efter to runder.
Her var hun på tjekken Sara Kouskovas hold sammen med April Anguarasaranee og Ana Belac, og det fire fik strikket en rigtig fin anden runde sammen i 18 slag under par. Det er de to bedste scores på hvert hul, der tæller til holdscoren, og de fire fik fordelt deres birdies og eagles godt. Kibsgaard bidrog med to birdies og et par vigtige pars, mens det var thailænderen Anguarasaranee som med seks birdies, inklusive en syv meter birdie på hul 18, der var holdets bedste.
Team Kouskova vandt med et enkelt slag foran to hold på andenpladsen. Der er lige bunder 30.000 euro til hver af de fire spillere, så Kibsgaard fordobler næsten sin 2025-indtjening med det resultat.
– Det var sjovt. Vi spillede godt begge dage, og i dag flaskede det hele sig bare, sagde danskeren bagefter. Vi havde det sjovt derude og det var virkelig dejligt at spille med dem. Vi havde et par svære huller til sidst, men vi var gode til at støtte og heppe på hinanden, så det var en god stemning. Jeg vidste faktisk ikke hvordan vi lå inden hul 18, så vi ret rolige til sidst.
Sofie Kibsgaard Nilesen ligger nummer 49 i den individuelle turnering, der afsluttes i dag. Hun var den eneste af de fire danskere, som klarede cuttet.
Foto: Mark Runnacles/LET