Den sidste turnering på Hotel Planner Tour inden de to pengestærke finaleturneringer i Kina sluttede med succes for Jeppe Kristian Andersen, mens andre danskere må konstatere, at sæsonen er slut, og der kun venter Q-School.
Ved Italien Challenge Open sluttede Andersen med en runde i 68 slag og med lørdagens 64’er rykkede han frem til syvendepladsen og 11 pladser frem på ranglisten til en 56. plads. De 70 bedste er sikre på at komme med i begge turneringer i Kina i oktober, og så er det de 46 bedste, der kommer med i sæsonfinalen på Mallorca.
Der er fire danskere klar til de to turneringer i Kina, Victor Sidal, der ikke spillede i Italien grundet en skade, Jonathan Gøth-Rasmussen og Anders Emil Ejlersen. Sidal og Gøth-Rasmussen er begge i top-20 på ranglisten og sikre på også at komme med til Mallorca, hvor de 20 kort til DP World Tour uddeles.
Det ene kort er væk. JC Ritchie fra Sydafrika vandt for anden uge i træk, og for tredje gang i år, så han rykker direkte op på Europas bedste tour.
For de øvrige danskere på Hotel Planner Tour er sæsonen nok forbi. Christoffer Bring missede cuttet i denne uge, og faldt tilbage til 76. pladsen på ranglisten, lige efter Sebastian Friedrichsen. Friedrichsen er langtidsskadet, men men for Bring betyder det, at han formentlig ikke får flere turneringer i år. Sidste år kom nummer 76 med, men det kræver et par afbud hvis Næstved-spilleren skal med.
John Axelsen, Christian Jacobsen og Martin Leth Simonsen beholder alle kortet til Hotel Planner Tour i 2026, Simonsen dog et begrænset kort, der ikke giver adgang til alle turneringer, men han spiller Q-School i næste uge.
Nicolai Kristensen sluttede endnu længere nede på ranglisten.