Europa tager téten i New York

Europa tager téten i New York

Førstedagen ved Ryder Cup blev en europæisk triumf, hvor Luke Donalds hold tidligt satte sig på matchen. Ligesom i Rom for fire år siden var Europa bedst i foursomes, og de vandt den session med 3-1.

Jon Rahm og Tyrrell Hatton var de første på banen, og efter at have tabt første hul spillede de sig langsomt ind i matchen. På hul 7 udlignede de, og derefter vandt de yderligere fire huller inden sejren blev sikret på hul 15.

Det satte tonen sammen med Rory McIlroy og Tommy Fleetwood. På papiret nok Europas stærkeste par, og verdens nummer to og syv skuffede ikke. De var fire op efter bare seks huller. Fem op efter otte huller, og allerede på 14. green var sejren over Collin Morikawa og Harris English sikret.

Ludvig Åberg og Matt Fitzpatrick var næsten lige så suveræne og vandt 5/3. Det var kun Viktor Hovland og Bob MacIntyre, der måtte indkassere et nederlag. et par missede putts på de sidste huller betød sejre på Schauffele og Patrick Cantlay.

Rasmus Højgaard fik sin Ryder Cup debut sammen med Ludvig Åberg i en bestball mod Justin Thomas og Cameron Young, og det skandinaviske par spillede desværre skidt. De vandt ikke et eneste hul, og tabte klart 6/5. Fra tee var Højgaard god, og han åbnede med en birdie efter et kæmpe drive på hul 1, men hans slag ind mod green og på green var ikke gode nok. Desværre havde Åberg ikke samme tur med putteren på green som først på dagen, så sejren til USA var aldrig rigtig i fare.

Europa var foran 5-2 da McIlroy og Lowry spillede den sidste match mod Sam Burns og Patrick Cantlay. Europæerne var 2 op efter 11 huller, men tabte hul 12 og hul 13. De delte derefter de sidste fem huller, så en lang førstedag endte med føring til Europa 5,5 – 2,5.

Lørdag byder igen på foursomes om morgenen lokal tid. Det er fra 13.10 dansk tid og Luke Donald har valgt de samme otte spillere som fredag. Dermed kommer Rasmus Højgaard tidligst på banen lørdag aften.

Related posts