Med en afsluttende weekend 12 slag under par spillede Rasmus Højgaard helt frem på tredjepladsen ved Sanderson Farms Championship i USA, og sikrede sig point nok til at kortet til 2026-sæsonen nu er endegyldigt sikret.
Rasmus Højgaard begyndte finalerunden på en 11. plads, men fire birdies på de første seks huller sendte han op på femtepladsen, og tæt på de førende spillere. Desværre kom ugens blot tredje bogey på hul 7, og de næste fem huller blev spillet i par. Det kostede et par placeringer, men på de sidste huller seks huller spillede danskeren forrygende golf. Fire birdies blev det til, inklusive både på hul 17 og 18, og dermed endte han på en delt tredjeplads.
– Jeg har puttet godt hele ugen, men især i dag føltes det som om hullerne var lige så store som spande, sagde Højgaard efter runden.
Tredjepladsen er hans klart bedste individuelle resultat på PGA Tour. Sammen med sin bror Nicolai fik han en andenplads i makkerturnerinngen Zurich Classic tidligere på sæsonen, men det var hans første top-10 placering i 2025.
Det rykker ham frem til nummer 75 på FedEx Cup Fall-ranglisten hvorfra de 100 bedste beholder det fulde kort til PGA Tour i 2026. Nicolai Højgaard missede cuttet i denne uger, og er nummer 80. Begge brødre har så mange point, at de ikke kan ryge ud af top-100, og slet ikke da de begge spiller med i Japan i næste uge, hvor der ikke er noget cut, og alle dermed optjener point.
Thorbjørn Olesen sluttede på 14. pladsen, og rykker frem til nummer 115 på ranglisten. Sanderson Farms Championship blev vundet af Steven Fisk, der med en fantastisk afslutning sluttede foran Gerrick Higgo. Det er Fisks første sæson på PGA Tour, og den 28-årige amerikaners første sejr.