PGA TOUR: DUSTIN JOHNSON SNYDT AF SUPER-PUTT

PGA TOUR: DUSTIN JOHNSON SNYDT AF SUPER-PUTT

Af Søren Amstrup

Lørdag morgen færdiggjorde verdensetteren Dustin Johnson sin anden runde, og han klarede med nød og næppe cuttet “on the number”. To fabelagtige afsluttende runder senere var han pludselig i klubhuset som den førende spiller, men fordi han startede så tidligt, var han færdig en god time før de sidste. Derfor var der tvivl om flere spillere, der stadig kunne nå at overhale Dustin Johnson.

Blandt disse var Patrick Reed, der førte inden finalerunden, men hans afsluttende runde endte som lidt af et mareridt, og han endte et stykke fra toppen. Jon Rahm, derimod, startede et slag efter Reed, og han så længe ud til at ende øverst på leaderboardet, men en bogey på 15. sendte ham tilbage på otte under, ét slag efter Dustin Johnson, der allerede var i klubhuset.

I mellemtiden havde Pat Perez sluttet med to birdies på 16. og 18., og han var derfor også i klubhuset med ni under som Dustin Johnson. Det på trods af en dobbelt bogey på 14. Omspillet kunne undgåes helt, da Brian Harman pludselig fandt noget på bagni. Tre birdies og en bogey havde han på bagni inden han skulle op ad 18., par 5 hullet, og en birdie her ville næsten sikkert sikre ham sejren. Han slog sit andetslag over greenen, men han fik lempelse for tribunerne, og så kunne han chippe ind på greenen. Chippet kom kun lige ind på greenen, og så havde han et birdieputt på godt 10 meter for sejren. Men hvad gør det, når man kan rulle den i. FANTASTISK PUTT AF HARMAN.

Birdien for Harman bragte ham alene i spidsen med 10 under par.

Nu kunne kun en eagle til Jon Rahm fratage Harman sejren. Det lykkedes ikke, og Rahm endte som nummer fire.

Endnu en dramatisk afslutning på PGA Touren, og Dustin Johnson fik ikke sin fjerde sejr i træk. Brian Harman fik sin anden sejr på PGA Touren. Den første kom ved John Deere Classic i 2014.

I den kommende uge flytter PGA Touren til Florida, hvor den såkaldt “femte major” spilles. The Players Championship spilles som sædvanlig på TPC Sawgrass, det er den med ø-greenen på 17. hul.

https://twitter.com/TPCSawgrass/status/861302277218463746

Related posts

X