GYLDENT BJØRNE-DESIGN

GYLDENT BJØRNE-DESIGN

Af Frits Christensen

The Golden Bear, amerikaneren Jack Nicklaus, har rekorden med 18 major-triumfer. Hans firma Jack Nicklaus Design har nu sat sit første aftryk i Danmark med det ambitiøse Great Northern-projekt i Kerteminde

Nogle vil sikkert anse Kerteminde for at være en geografisk afkrog nordøst for Odense – og et navn på et vejskilt for travle vejfarende på vej til og fra Storebæltsbroen.

Men beliggende mellem Odense Fjord, Storebælt og Kertinge Nor udgør Kerteminde med sine 6.000 indbyggere også en naturperle, der ikke kun kendes for ”Min Amanda fra Kerteminde.”

”Byen med de røde tage” er et motto for købstaden fra 1300-tallet, hvor også den københavnske sangskjald Kim Larsen blev døbt og voksede op, mens morfaren passede sit job som degn i den lokale valgmenighedskirke.

Også kunstmaleren Johannes Larsen har gjort Kerteminde berømt, mens det sikkert kun er de færreste, der er bekendt med, at den københavnske stand up-komiker Casper Christensen også er født i Kerteminde.

En bygget golfbane

Det har sikkert undret mange, at man i golf-termer taler om at bygge en golfbane, når man sædvanligvis ville bruge det mere nærliggende udtryk at anlægge en golfbane.

Men lægger man vejen forbi den gamle købstad i dette spændende hjørne af Fyn, vil man hurtigt opdage, at Great Northern er et decideret byggeprojekt, hvor golfanlægget med tilhørende klubhus og resort-bygninger har været undervejs siden 2012 med forventet plan om at åbne for medlemmer og gæster i juni 2017.

Et år før Grand Opening er der hektisk aktivitet på det 102 hektar store område beliggende mindre end en kilometers afstand fra Kerteminde centrum.

Entreprenørmaskiner i alle størrelser blander sig med maskinerne fra greenkeepergården, hvor Great Northerns administrative stab holder til under ledelse af selskabets direktør, Jesper Schmitz, sammen med greenkeeperen Jeppe Krogh Kristensen og Susanne Åberg, der er direktør for resortdelen af Great Northern.

Under en rundtur i buggy med Jesper Schmitz får vi historien om, hvordan der gennem de seneste fire år er blevet gravet syv kunstige søer og flyttet rundt på ikke mindre end 2,3 mio. tons jord for at skabe et spændende og kuperet landskab.

Første Nicklaus-bane

Det vakte stor opmærksomhed, da Great Northern i 2012 meldte ud, at man ville skabe den første golfbane i Danmark med ”The Golden Bear” (Jack Nicklaus) som designer gennem selskabet Jack Nicklaus Design, der har hundredevis af førsteklasses golfbaner på samvittigheden verden over.

Kendte amerikanske banedesignere som Robert Trent Jones  og Rick Baril har stået bag nye danske projekter som Lübker Golf, Skjoldnæsholm, Lyngbygaard og Stensballegaard, men Jack Nicklaus-firmaet har aldrig tidligere opereret på dansk grund.

Økonomien bag Great Northern har der hverken fra start eller senere været grund til at bekymre sig om. Bag selskabet står LEGO-arvingen Thomas Kirk Kristiansen, der for nylig indtrådte som næstformand i LEGO A/S. Han er også stutteriejer og bosiddende i Kerteminde.Luftfoto 1

Økonomien bag Great Northern-projektet er også det eneste, som direktøren Jesper Schmitz holder tæt til kroppen, mens han i øvrigt er meget åben omkring alle detaljer i opbygningen af et eksklusivt golfanlæg i høj kvalitet – men samtidig også sender signaler om folkelig appel til lokalsamfundet i Kerteminde og ikke mindst Odense, der i køreafstand ligger inden for et kvarter.

Jesper Schmitz afviser med fasthed i stemmen, at Great Northern er den fynske pendant til The Scandinavian i Farum, der vidt og bredt er kendt som lukket land for alle andre end de velbjærgede i hovedstadsområdet.

En golfbane for alle

-Vi har faktisk en ambition om at bygge den bedste golfbane til glæde for hele golfsporten i Danmark – og ikke mindst for lokalsamfundet. Med kun 800 meter ind til centrum i Kerteminde håber vi at kunne tiltrække mange juniormedlemmer, siger Jesper Schmitz, der er uddannet cand. merc. og selv lærte at spille golf i Breinholtgaard i hjembyen Esbjerg.

-Vores ambition er også at skabe et åbent miljø med et socialt element, hvor både den kommende klubs medlemmer og gæstende greenfeespillere føler sig meget velkomne og får en oplevelse i særklasse.

-Når gæsterne ankommer ad den flotte allé på vej op mod klubhuset og hoteldelen forude skal det være med store forventninger, der vil blive indfriet med kvalitet og god service, så de tager herfra med en fornemmelse af at have oplevet den perfekte golfdag, siger Jesper Schmitz.

Det arkitektonisk flotte klubhus med restauranten EAT i futuristisk stil er placeret strategisk godt med udsigt over hele golfanlægget fra den store terrasse og ikke mindst 18. huls ø-green, hvor layoutet er inspireret af 17. huls ø-green på TPC Sawgrass i Florida.

I forbindelse med den store driving range med både overdækkede og åbne udslagssteder fra græs er der moderne faciliteter til træning og undervisning. Bygningen er på 600 kvadratmeter og rummer også plads til fitness, kiropraktor og playstation til ungdommen. En 9 hullers academy course med DGU-rating er lavet efter præcis samme skabelon og standarder som 18 hullersbanen.

I tilknytning til klubhuset og restauranten er opført 15 hotellejligheder, der er delvist skjult i hushøje jordvolde, men alle har udsigt fra terrassen til golfbanen.

En mose-eg i baren

For alle byggeriers vedkommende er der brugt græsk quarzit til murværket både ude og inde med nogle grå-brune nuancer, der falder godt ind i landskabet. På et tidspunkt måtte man sende bud efter nogle græske eksperter for at få de helt rigtige nuancer frem i opbygningen.

Den indvendige del af klubhuset bliver opdelt i tre dele med lounge, restaurant og et område velegnet til mindre selskaber og company days. I den store bar midt i restauranten har man opbygget bardisken af træ fra en mange tusinde år gammel mose-eg, der dukkede op under udgravningen til søerne.

Generelt er opbygningen af banen foretaget på en måde, så den fremstår med ni huller i fladt terræn og ni huller i bakketerrænet længst væk fra klubhuset.

Der opereres med en par 72-bane med fem teesteder og banelængder fra 4.591 meter til 6.824 meter. Der bliver hele 19.000 kvadratmeter bunkers med et råt look med høje kanter.

Jack Nicklaus er kendt for at designe baner, hvor alle features og potentielle problemer er synlige for spilleren. Det gælder også greens, der traditionelt hælder fra bagkant til forkant, så bunden af flaget er synlig på lang afstand.

Studieture bar frugt

Langt de fleste af hullerne er allerede færdige og skal blot vedligeholdes af greenkeeperstaben med klipning på fairways og greens, der i øvrigt er fremragende det tidlige tidspunkt taget i betragtning. Der mangler stadig græs på nogle få huller.

Der er vandhazarder i spil på halvdelen af hullerne, og meget typisk for et Nicklaus-design er de placeret strategisk spændende, så den gode spiller belønnes, mens det svage spil bliver straffet.

Denne signaturs første tanke faldt på Le Golf National-banen i Paris, der skal være vært for Ryder Cup-matchen mellem Europa og USA i 2018.

-Helt tilfældigt er det ikke, for Le Golf National er en af de baner, vi har besøgt for at få inspiration til layoutet. TPC Sawgrass og The Bears Club i Florida er to andre, der har stået model til vore ønsker om at bygge en spektakulær risk and reward-bane, siger Jesper Schmitz.Tony-Jacklin_JackNicklaus.staking.The-Concession-G.C

Bortset fra enkelte træer begrænser beplantningen på banen sig til yderområderne. Banen er generelt meget åben og sårbar for vinden, men også det er bevidst.

En Lakes Course

Vil man absolut sætte en betegnelse på banen, kommer man tættest på ved at kalde den for en Lakes Course i stil med den ene af de to 18 hullersbaner på PGA of Sweden uden for Malmö, hvor der flere gange er spillet Europa-tour. En ø-green på 18. og et ø-teested på 6. hul understreger flirten med de kunstige søer.

Det mest spektakulære udsyn kan man opleve på 13. teested, der er identisk med banens højeste punkt 40 meter over niveau. I klart vejr er der herfra udsigt ind over Odense, Storebæltsbroen, Stigsnæsværket og Sjællands kyst samt Endelave mod nord i det fjerne.

Efter åbningen i 2017 vil der være skabt blivende arbejdspladser for 40 medarbejdere. En klub under opbygning skal leje sig ind på Great Northern, der står for driften af samtlige faciliteter inklusiv restaurant og resortdelen.

Problemerne med en lokal lodsejers klage til Natur- og Miljøklagenævnet satte byggeriet i stå og førte til et års forsinkelse. Bedømt ud fra den første grundige rundvisning er Great Northern værd at vente på.

FAKTA

Great Northern:

Gedskovvej 93, 5300 Kerteminde

Tel: 20184570

www.greatnorthern.dk

Faciliteter:

18 hullersbane, par 72, 4.591 til 6.824 meter (fem teesteder). 9 hullers academy course. Driving range, indspils-område og puttinggreen. Banearkitekt: Jack Nicklaus Design.

Resorthotel:

Klubhus med restaurant EAT og 15 gæstehuse.

Grand Opening forventes juni 2017.

Ejerskab:

Great Northern A/S. (Thomas Kirk Kristiansen, næstformand i LEGO A/S og medlem af bestyrelsen i Kirkbi. Stutteriejer og bosiddende i Kerteminde).

Related posts

X