DANSK FIRMA STÅR BAG NY GOLFBOLD

DANSK FIRMA STÅR BAG NY GOLFBOLD

Alle vil gerne spille med en Pro V1 eller en lignede topbold. Men det er de færreste, der ønsker at betale op mod 40 kroner for en enkelt golfbold.

Det var den tanke, som holdet bag Pinetree-golfbolden gik med for et par år siden, og derfor begyndte at kigge nærmere på markedet på gode golfbolde i tour-kvalitet til en pris, der var mere spiselig end prisen for en bold fra de store mærker som Titleist, Callaway, Taylormade, Bridgestone eller Srixon.

Efter små tre år er Pinetree nu klar med tre forskellige bolde, to såkaldte tourbolde og så en endnu mere prisbevidst bold til spillere, der ønsker maksimal værdi for pengene og stadig spille med en god bold.

– Vi undersøgte markedet for ”direct to consumer”-bolde, og udover Vice, så var det rigtig svært at få fat i boldene her i Danmark, og så tænkte vi ”hvorfor gør vi det ikke selv?”, fortæller Kenneth Ohlendorff, direktør og medejer af Pinetree.

– Vi har udviklet to tourbolde, TQS og TQX, og de kan sammenlignes med Titleist Pro V1 og Pro V1x, hvor der er en lille smule forskel i kompressionen. Den ene er er firelagsbold, mens den anden er i tre lag, og det giver lille en forskel i spin, forklarer Kenneth Ohlendorff.

TQX er en firelagsbold, mens TQS er en trelagsbold, og endelig er TQD-bolden en tolagsbold med Surlyn-overflade, hvor de to tourbolde har en urethanskal.

Netop det med at sælge direkte til kunderne uden om butikker eller andre forhandlere er nøglen til den lavere pris. Det kommer forbrugerne til gode, at Pinetree har fjernet et led i værdikæden, og det danske firma kommer heller ikke til at bruge store summer på at få etablerede tourspillere til at spille med deres bolde.

Prisen på Pinetrees bolde bliver lavere, jo flere man køber, så de to tourbolde kan købes til 240 kroner per dusin ved køb af fem dusin. Det er en besparelse på 80 kroner per dusin. Pinetree TQD koster fra 140 kroner per dusin.

Test, test og atter test
– Vi begyndte jo fra bunden og kontaktede både store og små producenter af goldbolde, hvor vi fortalte, hvilke karakteristika vi gerne ville have, og så fik vi bolde hjem, som vi testede i simulator. Der var gode bolde imellem, men også bolde, der slet ikke duede – også fra store anerkendte boldproducenter, hvor vi blev noget overraskede over, at de kunne levere så dårlige bolde, siger Kenneth Ohlendorff.

Så begyndte ellers en lang research og testperiode for Pinetree. Både i simulator, på banen og med en robot. Udover dem selv har de også haft en tourspiller med i processen – både inde og ude.

– Når vi fik en bold, hvor vi syntes, at der måske er noget, så fik vi en tourspiller og en robot til at teste dem. Vi har brugt en masse tid og en masse penge på at få udviklet en god bold, siger direktøren.

Der er sendt mange bolde fra fabrikken i Asien til kontoret i Danmark, og de er testet efter alle kunstens regler, så kvaliteten er, som producenten lover.

– Vi har testet i bunkers for at se på holdbarhed. Vi har skåret en masse over for at se, om de er ens indeni, så vi er sikre på, at de bolde, vi sender ud, er gode nok, siger Kenneth Ohlendorff.

Pinetrees bolde er deres egne. Det er altså ikke en såkaldt white label-bold med Pinetrees navn på, men en bold udviklet af firmaet her i Danmark i tæt samarbejde med den taiwanesiske producents udviklingsafdeling. Det sikrer, at boldene har præcis de egenskaber, som Pinetree ønsker, og at deres bolde ikke kan købes med et andet navn på.

– For os handlede det om at skabe et produkt af høj kvalitet, og når vi kiggede på data fra Trackman og ude på banen i sammenligning med tourspillerens normale bold, så vidste vi, at vi havde noget godt. Den proces tog os to og et halvt år. Derefter lavede vi aftale med leverandøren om produktionen, siger Kenneth Ohlendorff.

Mange af verdens golfbolde produceres i Asien eller i USA. Pinetrees golfbolde produceres i Taiwan, og det er der en god forklaring på. Der findes nemlig ikke en producent af golfbolde i Europa, på nær én i Spanien, der kun laver rangebolde, og de var ikke i stand til at løfte opgaven med at producere en dansk tourbold.

Starter i syv lande
Pinetree holder til i Ballerup lidt uden for København, og i lokalet ved siden af kontoret har firmaet fire Trackman-simulatorer stående, som gennem hele vinteren har været fyldt med golfspillere, der er medlemmer af Pinetrees golfklub. Modsat andre indendørscentre har man her et medlemskab, som giver adgang til ubegrænset spil.

Det er også her, at boldene er blevet testet og har givet Kenneth Ohlendorff og hans kollegaer værdifuld viden og data, der alt sammen er puttet ind i de bolde, der nu kan købes over hele Europa.

– Vi har selvfølgelig base her i Danmark, men vi kommer til at sende bolde ud til syv europæiske lande til at starte med fra distributionscentre i England og Tyskland og sælger også via Amazon, forklarer Kenneth Ohlendorff, der glæder sig til at sende de første bolde ud til kunderne op til sæsonstarten.

Related posts

X