NY CAFÉ-CHEF I SILKEBORG RY GOLFKLUB

NY CAFÉ-CHEF I SILKEBORG RY GOLFKLUB

Af Pressemeddelelse

Med ansættelsen af en ny chef for Café Greenhouse i klubhuset på Kildebjerg Ry-banen er Silkeborg Ry Golfklub klar fra sæsonstart til at modtage medlemmer og andre gæster i restaurant-lokalerne i både Ry og Silkeborg, hvor Aarhus-restauranten Ferdinand netop har forpagtet restauranten i Silkeborg-klubhuset i Resenbro.

Den daglige leder af Café Greenhouse i Ry bliver den 53-årige Miroslav ”Mirek” Vrublovsky, der er kokkeuddannet og kommer fra et job på Moesgaard Museum, hvor han har været med til at starte den populære Café MoMu op, som åbnede for to et halvt år siden.

Før den tid blev det til mere end 10 år som kok og daglig leder hos Nordea i Risskov for Mirek, som herudover har mange års erfaring som selvstændig restauratør.

Café Greenhouse på Kildebjerg i Ry vil i højsæsonen være åben seks dage i ugen (tirsdag til søndag). Med den fordelagtige beliggenhed i det store nybyggerkvarter i Kildebjerg satser caféen på at blive et lokalt samlingssted for andre end golfspillere med et bredt sortiment af café-mad suppleret med kaffe, is og kage m.m. Caféen vil samtidig også være åben for selskaber.

”Vi oplever mange uden direkte tilknytning til golfklubben, som stikker hovedet ind og spørger til en kop kaffe eller en sandwich. Og har ærgret os over, at det ikke altid har været muligt med den tidligere forpagter – for vi vil så gerne være en aktiv del af byen og området, hvor alle føler sig velkomne og kan nyde udsigten over golfbanen og Kildebjerg” siger golfmanager Anette Syvertsen, som næsten ikke kan vente til den nye café åbner i starten af april.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi med ansættelsen af Mirek Vrublovsky vil være i stand til at hæve serviceniveauet til fordel for vore medlemmer. Det er en meget vigtig brik for det sociale liv i klubben, hvor medlemmerne udviser et stort engagement for at skabe et solidt socialt fundament,” siger Anette Buun Syvertsen.

På grund af klargøring vil caféen være lukket i weekenden 1.-2. april

Related posts

X